Burka Happening af Jens Galschiøt
I forbindelse med burka forbuddet, der blev gældende i 2018, arrangerede Galschiøt en række Happenings under Folkemødet, hvor han udfordrede de lovreguleringer der er omkring påklædning, ved at iføre sig en burka og samtidig være nøgen under den.
Danskerne fratages stadig flere personlige rettigheder, og lovgivningerne er ofte symbolpolitiske og mangler logisk eller fagligt grundlag.
Det seneste lovforslag er forbuddet mod burkaer, som skal styrke og befri de stakkels undertrykte kvinder under klædedragten. Tilsyneladende har ingen læst den rapport fra 2009, som det nuværende regeringsparti Venstre selv bestilte, der slår fast at langt de fleste af de burkaklædte i Danmark går i klædedragten imod deres mands vilje, at de ikke kan få sociale ydelser og at ca. halvdelen er etnisk danske konvertitter.
Man må ikke være nøgen! Det er for lidt. Man må ikke have burka på! Det er for meget. Hvad så hvis man er nøgen under en burka?
Kunst-Eventen
På årets Folkemøde tager vi 15 burkaer med og folk kan komme og bytte (alt!) deres tøj for en af de udskældte dragter.
Burkaerne er helt sorte med et lille net man kan se ud af. De er lavet af ét sammenhængende stykke stof, så man kan ikke tage dele af Burkaen af for at vise sit ansigt.
Bliver man stoppet af politiet og bedt om at tage burkaen af eller identificere sig må man altså klæde sig helt nøgen.
Pga. forbuddene mod burkaer, masker og blufærdighedskrænkelse er den burkaklædte således dobbelt ulovlig. Og da de ikke har noget andet tøj med, bliver de nødt til at gå tilbage igennem folkemødet, enten nøgne eller iført burka for at komme op til vores telt og skifte tøj.
Vi aner selvfølgelig ikke hvordan politiet reagerer, eller om de overhovedet gør det. Men det bliver under alle omstændigheder interessant at se hvordan folk reagerer når Folkemødet overrendes af folk i burka. Og eventen bliver ikke mindre interessant, når man løfter op i burkaen og viser sit nøgne ben eller en balle.
Medier og livestreaming:
De burkaklædte bliver konstant fulgt at et lille ’kamera-hold’ der livestreamer til facebook. På den måde kan hele verden følge med. Og det satser vi på at en del vil gøre! Det er også meget muligt at der vil følge journalister med rundt.
Organisering:
I vores telt på plads D4 kan man melde sig til ’burkavagter’ af én til to timer. Enten som burkaløber eller ’kamerahold’. Ved vagtens start lægger man sit tøj og sine egendele i en boks i ”omklædningsrummet” og får en burka. Når vagten er færdig (eller man har fået nok) kommer man tilbage til teltet til omklædning og debriefing hvor man fortæller hvordan det er gået – gerne live til facebook.
Sofus Markus, psykoterapeut i Odense C
Galleri Galschiøt - Banevænget 22, 5270 Odense, Danmark, Mail: aidoh@aidoh.dk , Tlf: +45 66184058